Længe siden
Det er længe siden jeg har blogget, og det er vel i sig selv ikke så godt, for hvis jeg havde nogle læsere, så ville de nok være forsvundet nu. Det er mærkelige ved denne her kommunikationsform er, at jeg overhovedet ikke ved om mine tanker bliver læst af nogen.
HALLOOOOOOOO!!!!!!
Jeg er blevet smidt ud af mit elskede kontor, der ligger i hjørnet af børnebiblioteket. De havde fået nogle renoveringspenge og synes det ville være perfekt at udvide biblioteket og få det dejlige lys ind – og nogle flere bøger.
Det kan jeg jo godt se, men min kontakt med de børn og unge, der kommer på biblioteket bliver pludselig meget begrænset, da jeg nu er flyttet op på den lukkede 1. sal, hvor man kun kommer ind, hvis man har en nøgle – og det har vores unger da bestemt ikke.
Ina og jeg bliver brugt til mange ting. Blandt andet som samtalepartnere, hvis der er små og store ting der skal drøftes. Mange gange sker det nede hos Ina i åbningstiden, men det sker også at de lige kigger forbi kontoret når døren er åben. Nogle gange bare lige for at hilse på, andre gange for at spørge om de må komme ind og lukke døren efter sig.
MEN ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget – måske…
Vi er nu rykket en etage længere op i bygningen og har sagt pænt nej tak til at rykke ind i bibliotekets fælles kontormiljø – for vi håber (i al fortrolighed) at vores børn på en eller anden måde finder frem til os og at vi også på denne etage kan etablere et rum af tryghed og fortrolighed.
Samtidig er det nogle fantastiske rum vi har besat. Københavns Lydavis er flyttet ud, og nu står der bare tomme lokaler tilbage og venter på at blive taget i brug. Biblioteket har først tænkt sig at gøre noget når de får penge til at renovere lokalerne, men jeg kan sagtens se muligheder der kan realiseres uden at man skal bruge millioner.
Kimen er sat.
Kan jeg få lov til at lave et værksted i disse lokaler indtil biblioteker finder mere “fornuftige” ting at bruge det til? Kan jeg få skabt et, efter bibliotekstermer, læringscenter med fokus på kreativitet, innovation og skaberglæde? Det tror jeg på og med børn og unges hjælp er jeg sikker på, at vi sammen kan skabe rum hvor der er højere til loftet end man lige umiddelbart tror, hvor det er tilladt at snuble – ja næsten pålagt og hvor historierne går langt ud over bogens indbinding.
I morgen skal de små frø spredes, og forhåbentligt får jeg lov til at plante dem i jorden, så de kan blive til kæmpemæssige, koloenorme hængebueplanter i alskens farver, med alverdens dufte, de mest mærkelige former, fantastiske mønstre og dragende toner.
