Lige nu har vi Børnehaven Valborg fra Vanløse på besøg for anden gang. De var så vilde med udstillinge efter første gang, at de besluttede sig for at bestille yderligere to besøg, og det er bare rigtigt dejligt. Børnene har virkelig taget udstillingen til sig og udklædningstøjet bliver flittigt brugt. Der bliver kæmpet på livet løs midt på gulvet, nogle sidder og læser i bøgerne inde i huset og andre tegner ved bordet eller tegneblokkene. Der er en dejlig leben, hvor der er plads til alle, og hvor alle kan lege det de har lyst til.

De voksne er også med på legen og har klædt sig ud, og lige der bliver mit hjerte rørt, for hvor er det dejligt at også voksne tør kaste sig betingelsesløst ud i legen, uden at tænke på hvordan man ser ud når nu man har taget et lidt for lille bælte på og lige kan klemme sig ned i et ninja turtle skjold. Det er fedt at se på, og det ser ud til at alle nyder legen i fulde drag. Jeg tænker allerede på at omdanne rummet til legerum efter denne udstilling og tænker på hvordan det skal gøres. Der skal jo egentligt ikke så meget til før ting lykkes og børns fantasi kan gøre selv det mest kommunale rum til en ridderborg, en monsterhule eller et prinsesseværelse. Men derfor må man jo gerne stimulere til fantasi, og det er så det jeg skal til at arbejde med.

Og så kommer min kollega Tine lige ind ad døren og mener at besøgene her burde bruges som cases til museerne, der efter vores mening tit bruger for mange ord i deres formidling i stedet for bare at tro på at børnene selv kan finde ud af at optimere deres oplevelse og få alt det ud af den, som den kan trække. Det er nogle gange ordene, der sætte begrænsningerne, og hvorfor skulle de det, så børnene nu er i gang med den helt store udforskning af deres liv og omgivelser.

Lige et øjeblik – et udviklingsprojekt for børn fra 3-100 år.

En omrejsende gøgler, Asnah Yaba, kommer forbi vores landsby. Da mørket falder på, pakker han et fortællertæppe ud og hænger det op imellem to træer. Ud fra tæppet kommer der forunderlige og fantastiske fortællinger, som udspiller sig for og med publikum: Elementerne, sol og måne. Døden, den bedste ven, Clown. Nissernes ældgamle slægt, morfar og meget mere. I flere interaktive passager deltager børnene i beslutninger og løsninger.

Så er det blevet vinterferie og tid til Børnefestivalen. En festival, som for mange år siden blev startet af kulturhusene, og som nu er blevet udvidet til også at omfatte børnekulturhuse, biblioteker og enkelte idrætshaller.

I år er temaet Laboratorium og det bliver fortolket på mange måder. Her på Vesterbro skal der arbejdes med mad. Der er sanselaboratorium, hvor børnene kan dufte og føle madvarer og gætte hvad det er. De kan komme og lave madmasker og så kommer der også et madlaboratorium. Meget spændende.

I år har jeg været meget på sidelinien, da jeg jo har den store Copenhagen Puppet Festival at organisere. Derfor er det mine kollegaer på biblioteket som har stået for det hele. Det har vist været lidt travlt for dem, da de jo også har en masse andre ting at se til, men de har fået kørt aktiviteterne i stand og her på førstedagen ser det også ud til at det går rigtigt godt. den eneste bekymring er, at de har annonceret med en skattejagt, som nu er blevet til et sanseværksted, og overvejelserne er, om der hurtigt skal laves en.

På vej hjem fra arbejde fik jeg lyst til at kaste mig over labyrinten og gik på inspirationstur i supermarkedet, men der kom desværre ikke andet end nogle strøtanker og jeg besluttede mig for at det nok var bedre ikke at lave noget end at lave noget halvt, så i denne ferie må de undvære skattejagten. Der er dog en masse andre ting de kan lave, som ikke har så meget at gøre med laboratorium, men der er jo mange fortolkninger og jeg kan vist ikke tillade mig at klage når nu jeg ikke har været med til planlægningen. Kun støtte op og glæde mig til næste år, hvor jeg har mere tid til at være med til hele processen og kan få nogle af mine idéer ført ud i virkeligheden.

Da vi startede idéfasen var jeg nemlig ude i musiklaboratorium med madvarer som instrumenter. Actionpainting med madvarer og selvfølgelig madkamp – at udvikle de bedste håndvåben lavet ud af madvarer, men det passer vist ikke ind på et bibliotek, så det må blive til et andet projekt.

I går startede min nye praktikant Anna Zieler i en måneds praktik. Anna er nu blevet specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling og skal skrive speciale om to cases her på Vesterbro; Børneudstillingen og Børnefestivalen.

Det bliver meget spændende og det er altid dejligt at få lidt helikopterblik på det man går og laver. Samtidig er Anna bare en fantastisk praktikant, der i går kom med fastelavnsboller og i dag stod den på bagels og juice. Og så tager hun bare alle de opgaver jeg smider efter dem og løser dem med et stort smil og masser af engagement. Jeg kan kun anbefale Anna til fremtidige arbejdsgivere.

Og så er jeg jo så heldig at jeg har haft Anna i praktik tidligere, da hun skrev sin bachelor – også med udgangspunkt i Børnekulturstedet, så vi kan virkelig sige, at vi er blevet gennemanalyseret. Jeg ser frem til romkugler, dejligt selskab og mere hjælp!

I weekenderne udlejer vi Børnekulturstedet til familier, som kan holde deres børns fødselsdage uden at skulle rydde deres små Vesterbrolejligheder for at få plads til hele børnehaven eller folkeskoleklassen. Det fungerer rigtigt godt, og folk er generelt glade for tilbuddet.

Det er jeg også, for nok må det være en kamp at skulle holde styr på så mange børn på en gang, men når det også skal være hjemme hos en selv, så kunne det godt gå hen og blive noget af en opgave. I Børnekulturstedet er der en stor sal, hvor ungerne kan tonse løs mens forældrene kan sidde i køkkenet og lade op med resterne af lagkagen og saften.

I søndags havde vi også en udlejning og desværre viste det sig, at de – da de smækkede døren, fandt ud af, at de havde låst bilnøgler og pung inde. Så er gode råd dyre - når bilen tilhører bedsteforældrene der skulle hjem med den sidste færge til Jylland. Og hvad gør man så? Man ringer da til børnekulturmedarbejderen en søndag aften kl. 20.00. Da hun ikke tager sin arbejdstelefon finder man hendes private nummer på facebook og ringer hende op, forklarer situationen meget undskyldende og forhører sig, om man må komme omkring og hente en ekstra nøgle til Børnekulturstedet.

Normalt ville børnekulturmedarbejderen blive lettere irriteret over at blive forstyrret med arbejde sådan en søndag aften, men sige ok til den foreslåede aftale. Men i dette tilfælde var hun ude at spise fødselsdagsmiddag med sin kæreste og kunne derfor ikke udlevere sin nøgle. Da telefonsamtalen er slut sidder hun så der over middagen og får dårlig samvittighed over, at hun ikke har kunnet løse opgaven – og kan de ikke skippe desserten så hun kan komme hjem og aflevere nøglen til de stakkels forældre. Hendes kæreste holder dog fast i, at hun skal holde fri, og at det ikke er hendes problem, at de nu skal vente med at tage til Jylland dagen efter.

Men så let går det ikke, for nu kommer der jo andre løsningsmuligheder. Kunne hun måske overtale en af sine andre kollegaer til at tage ind på arbejde, slå alarmen fra og låse sig ind gennem biblioteket og så kunne bedsteforældrene komme hjem til Jylland med den planlagte færgeafgang.

Eller kunne de komme forbi restauranten og så hente nøglen til lejligheden – selv låse sig ind og finde arbejdsnøglerne og så køre ned i Børnekulturstedet og få deres bilnøgler. Fantastisk idé.

Her stopper den løsningsorienterede børnekulturmedarbejders tankegang meget pludseligt ved at kæresten hårdt og bestemt klasker den sidste del af lammeskanken ned i de lækre kogte bønner, tager telefonen fra den nu totalt mundlamme børnekulturmedarbejder og siger hun skal finde sin anden identitet (altså den hvor hun ikke er børnekulturmedarbejder) og være til stede ved den middag, som han har planlagt og glædet sig til i meget lang tid – fordi det skulle være en totalt romantisk kæresteaften.

Her må fødselsdagsbarnet så overgive sig, hendes vigtigste livsline til primæridentiteten; mobiltelefonen – er taget fra hende – og hun er nu tilbage til en meget hyggelig aften med kæresten på en lækker restaurant i midtbyen. Dog stadig med en lettere skyldfølelse over ikke at være 100% tilgængelig – for hverken arbejde eller kæresten.

www.colourbox.com

En eftermiddag for alle de børn der er trætte af at gå og vente, vente, vente… på deres fødselsdag. Holder vi snyde fødselsdag og fejrer os alle sammen. Så kan man selv vælge om man vil blive 100 eller 4 år. Med kage, sang, lege og dans i salen. Tag jeres fineste tøj på og kom og ønsk hinanden tillykke !