Blogrespons

Jeg talte med en af mine kollegaer omkring det at blogge, og ikke mindst det, at det er meget svært at vide hvor mange der læser bloggen fordi der er meget få der responderer på indlæggene. Jeg fik at vide, at der fordi jeg er for lidt kontroversiel, og at min blog måske mere er beskrivelser af hverdagen som kan være fine at læse, men ikke så gode at reagere på.

Derfor vil jeg prøve at tage nogle mere “kontroversielle” enmer op i håb om, at vi måske kan diskutere lidt herinde også…

I december havde jeg Julemandens Værksted – et åbent værksted, hvor man for bare 20 kr. kunne komme og lave sine egne julegaver. Når vi laver arrangementer er der stor forskel på hvem der kommer. Hvis det er gratis er det ofte vores værestedsbørn der kommer – de socialt udsatte børn – og hvis det koster noget er det de mere veletablerede børn og familier der kommer.
I Julemandens Værksted var der ingen forskel, bortset fra, at værestedsbørnene denne gang fik lov til at komme. Med en “billet” i hånden, som de havde fået i værestedet, kunne de nu på lige vilkår med de betalende børn få lov til at deltage i Julemandens Værksted.

Jeg synes som udgangspunkt det fungerede rigtigt godt, da mange af vores værestedsbørn lærte noget om værkstedsetik fra de andre børn og nogle gange kunne man også se de søgte hjælp hos hinanden, hvilket var rigtigt dejligt at se. Men hvorfor kan vores værestedsbørn ikke betale 20 kr. når de kan gå i kiosken bagefter og købe chips? Måske vil værdien af de ting de laver så blive større, og måske vil de endda være mere stolte af de ting de skulle give væk.
Jeg ved godt de ikke har så mange penge at gøre godt med, men jeg synes måske godt at de kan have godt af at spare lidt op af deres lommepenge og så komme i værkstedet en enkelt gang i løbet af de 14 dage projektet løb af stablen i stedet for at overforbruge materialer – fordi det er gratis og de derfor ikke føler de har et ansvar.

På den anden side har jeg også set griske (desværre ofte forældre), der mener at når de har betalt, så har de ret til at storforbruge – og også gerne tage lidt med hjem. Ja, det er ikke nemt med de penge, og igen er det det der skiller os bare en lille smule ad.