Så var der lidt overskud igen – denne gang fordi der var Kristi Himmelfarts ferie – og dermed 4 fridage, hvoraf de første 3 gik med at forny garderoben og den sidste med at lave et lille oplæg som en stop-motion film.

I forbindelse med de nye strukturer i Kultur og Fritidsforvaltningen samledes vi en masse børnekulturmedarbejdere fra kulturhuse, biblioteker, museer og idrætsinstitutioner for at snakke nye samarbejdsflader og organisering. Her var jeg blevet bedt om at lave et lille oplæg omkring kulturhusene og børnekulturhusenes historie i Københavns Kommune, og i stedet for at lave den sædvanlige powerpoint besluttede jeg mig for at lave en lille stop-motion. Og det viste sig at være både sjovt og overraskende nemt. Ja, faktisk så nemt at man sagtens kan lave det med børn, hvis bare tålmodigheden er der.

Jeg brugte et digitalt kamera, imovie (mac), papir, tusch, fjer, skas og blomster.

Jeg startede med at lave et lille storyboard og så var det ellers om at tegne baggrund, rekvisitter og finde props. Det næste problem var at finde et stativ til mit digitale kamera. Det blev til en gammel ølkasse med et par bøger på, hvor kameraet kunne hvile og linsen kigge ned gennem revnen. Og så var det bare om at gå i gang. Der skal tages rigtigt mange billeder - minimum 200 for at skabe et minuts film. For at få en fornemmelse af filmen kan man løbende se billederne igennem på kameraets skærm og derved få en fornemmelse af hvordan filmen kommer til at se ud inden den bliver uploadet til computeren.

Da jeg havde taget alle mine billeder uploadede jeg dem til imovie, satte dem til en timeframe på 0,1 sek  - så kom min nye præsentation frem, som fik mange roser med på vejen og inspirerede andre oplægsholdere til at tænke i nye baner ved fremtidige præsentationer.
http://www.youtube.com/watch?v=VH_u36esJOQ

Nu tænker jeg så i en ny film, hvor min kærestes nevø er hovedpersonen. Det bliver nok noget med et superheltetema…

Jeg havde håbet at jeg kunne tage en kreativ time hver uge, hvor jeg kunne arbejde lidt i “værkstedet” og komme med idéer til hvad man kan lave derhjemme, men allere på anden uge må jeg smide håndklædet i ringen. Det er desværre luksustid som bliver bortprioriteret når andre og mere vigtige ting som kommunikationsmøder og regnskaber skal passes ind i kalenderen.

Så desværre – ingen inspiration i denne uge – men jeg giver ikke op så let. Der står “den kreative time” i kalenderen igen i næste uge. Håber jeg får tid til det da!

Her i foråret vil bloggen komme med inspiration til kreative ting man kan lave derhjemme med sine børn.

Det første indlæg er måske mest for dem med piger, da vi skal nålefilte blomster, men man kan filte mange forskellige ting, så det er bare om at kaste sig ud i det med drengene også. Jeg vil tro at det er bedst når børnene er over 5 år, da det kan gøre lidt ondt at stikke sig med nålen – og det sker (også for voksne…).

For at komme i gang skal du bruge følgende

 
Et stykke skumgummi og en filtenål                   samt noget uld

 I dette tilfælde, hvor vi skal lave en blomst, skal vi lave nogle blade først. Tag et stykke uld og form det løst i den form du gerne vil have det i. Læg det hernæst på dit skumgummi og begynd at stikke nålen ned i ulden. Da der er modhager på nålen begynder den nu at filte ulden sammen, og du kan se at det begynder at hænge sammen. Tag en gang imellem og vend stykket, da man ellers kan komme til at filte ulden sammen med skumgummiet.

Lav så mange blade du synes skal være i din blomst og saml dem pænt på skumgummiet. Så skal de alle samles af knoppen, som i en anden farve lægges ned på bladene og filtes på. Husk igen at vende og filt en knop på den anden side også. Det ser både godt ud og holder bedre på blomsten.

Så er blomsten færdig, og hvis man gerne vil have den på stilk kan man tage en piberenser og filte den på, og så er der blomster, som aldrig tørrer ud!

Du kan købe alle dine materialer i en hobbybutik som for eksempel Panduro Hobby. Jeg har købt mine i CC Hobby over nettet.
God fornøjelse.

Jeg talte med en af mine kollegaer omkring det at blogge, og ikke mindst det, at det er meget svært at vide hvor mange der læser bloggen fordi der er meget få der responderer på indlæggene. Jeg fik at vide, at der fordi jeg er for lidt kontroversiel, og at min blog måske mere er beskrivelser af hverdagen som kan være fine at læse, men ikke så gode at reagere på.

Derfor vil jeg prøve at tage nogle mere “kontroversielle” enmer op i håb om, at vi måske kan diskutere lidt herinde også…

I december havde jeg Julemandens Værksted – et åbent værksted, hvor man for bare 20 kr. kunne komme og lave sine egne julegaver. Når vi laver arrangementer er der stor forskel på hvem der kommer. Hvis det er gratis er det ofte vores værestedsbørn der kommer – de socialt udsatte børn – og hvis det koster noget er det de mere veletablerede børn og familier der kommer.
I Julemandens Værksted var der ingen forskel, bortset fra, at værestedsbørnene denne gang fik lov til at komme. Med en “billet” i hånden, som de havde fået i værestedet, kunne de nu på lige vilkår med de betalende børn få lov til at deltage i Julemandens Værksted.

Jeg synes som udgangspunkt det fungerede rigtigt godt, da mange af vores værestedsbørn lærte noget om værkstedsetik fra de andre børn og nogle gange kunne man også se de søgte hjælp hos hinanden, hvilket var rigtigt dejligt at se. Men hvorfor kan vores værestedsbørn ikke betale 20 kr. når de kan gå i kiosken bagefter og købe chips? Måske vil værdien af de ting de laver så blive større, og måske vil de endda være mere stolte af de ting de skulle give væk.
Jeg ved godt de ikke har så mange penge at gøre godt med, men jeg synes måske godt at de kan have godt af at spare lidt op af deres lommepenge og så komme i værkstedet en enkelt gang i løbet af de 14 dage projektet løb af stablen i stedet for at overforbruge materialer – fordi det er gratis og de derfor ikke føler de har et ansvar.

På den anden side har jeg også set griske (desværre ofte forældre), der mener at når de har betalt, så har de ret til at storforbruge – og også gerne tage lidt med hjem. Ja, det er ikke nemt med de penge, og igen er det det der skiller os bare en lille smule ad.

Fra på mandag skal jeg lege julenisse. Og det glæder jeg mig til. I meget lang tid har jeg været praktisk inaktiv og jeg glæder mig virkelig til at komme igang med at bruge hænderne igen. Ja, jeg har faktisk været så ikke-praktisk på arbejde, at jeg har lavet 3 julekalendre til mine venner fordi jeg havde brug for at udfolde mig lidt kreativt.

Men nu kan jeg så gøre det på mit arbejde, og det er jeg virkelig spændt på. Har lige været rundt på alle skolerne på Vesterbro og delt 2.500 flyers ud, så jeg håber virkelig der er nogle børn, der har lyst til at komme og ikke hænger fast i klimatopmødet – selvom det også er vigtigt – men det er julegaverne også.

Men der er selvfølgelig også en lille hage ved det – det er der vist altid lige i øjeblikket – desværre. Igen er jeg alene på posten og de folk jeg har fået til at komme og hjælpe skal også være alene, fordi der ikke er ressourcer til at være to på arbejde på samme tid. Derfor sidder jeg nu og laver julepynt alene og laver eksempler på gaveidéer alene. Det ville have været meget mere hyggeligt hvis vi var to, men det er vi ikke, og det ser heller ikke ud til at vi bliver det fremover. Desværre har denne fusion mellem bibliotek og kulturhus ikke bragt flere men færre penge med sig, og det er ikke sjovt, men skuden skal vendes, og forhåbentligt kan jeg få penge til at hente kunstnere ind til at lege med mig – det trænger jeg til.

Mit sommerfortsæt om at blogge en gang om ugen går ikke særligt godt, men nu er det skrevet ind i kalenderen, så jeg håber virkelig at jeg kan tage mig sammen til det – tit er det fordi jeg glemmer det og så tager den ene dag den anden… Ja, I kender der jo nok selv.

Nu har jeg så fået en ny leder, som hedder Mette Høxbro og tidligere har været leder af Nørrebro Bibliotek. Hun ser ud til at være en sej kvinde, så jeg er spændt på hvad der sker her i huset med en ny ved roret. Mette er kommet til fordi Kultur Vesterbro og Vesterbro og Sydhavnens Biblioteker bliver sammenlagt per 1. januar 2010 og det skal nok blive spændende – og er det allerede – på godt og på ondt.

Jeg håber selvfølgelig på, at hun vil sætte fokus på Børnekulturstedet, som jeg mener har været meget nedprioriteret siden vi blev kommunaliseret og kom ind under Kultur Vesterbro. Vi laver rigtigt mange ting, men det er ofte i situationer, hvor vi burde have været mange flere medarbejdere til at løfte og nu er vi også ved at være så nedkørte, at der skal noget mere energi til – eller fordeling af opgaverne, så jeg for eksempel ikke både skal feje salen inden Fars Legestue, ringe til ventilationsfirmaet for at sørge for de laver vore udluftning, booke teaterforestillinger til foråret, opdatere hjemmeside og nyhedsbrev, tælle pengekasse op og sørge for vores udlejninger.

Det ville være så dejligt, hvis jeg kunne fokusere på det jeg er bedst til; formidlingen af børneaktiviteter og arrangementsafvikling for så er der overskud til at lave noget ud over det sædvanlige i stedet for at ty til plejer, som jeg gør når jeg er presset for tid og energi.

Så jeg glæder mig til en afklaring. Lige nu er vi stadig igang med at tale med store ord som værdier, hvilket også er rigtigt vigtigt, for det er jo derpå vi bygger vores handlinger.

Som udgangspunkt er jeg ansat til at lave børnekultur, men fra jeg startede mit job i Børnekulturstedet er jeg blevet mere og mere revet med af dukketeaterbølgen. Kultur Vesterbro har nu for anden gang afholdt Copenhagen Puppet Festival, som er en festival for voksne, og skal til næste år for første gang lancere Puppet Junior som er en ny udgave af det der før hed Fokus på Dukketeater, en mindre festival for børn og deres familier i alle lige år.

I takt med at vi har fået sat festivalen på verdenskortet bliver vi nu inviteret til at deltage på festivaler, bliver indbudt til forestillinger og får tilsendt masser af materiale fra en masse teatre, der gerne vil optræde. Det hele er meget spændende og jeg har virkelig fået smag for mediet.
Det der fascinerer mig er virkemidlet – dukken eller objektet som gør at alt er muligt. Og vi som publikum accepterer at det er muligt. På vores sidste festival mødte vi blandt andet blikkenslageren Bud, som forestillede sig at være en superhelt når han arbejdede og vi accepterede at han både kunne flyve og dykke flere minutter i mange kilometers dybde – selvom vi (inderst inde) vidste at han var en 10 cm høj dukke, som blev ført af tre dukkeførere.
Samtidig kan dukken også bruges til at distancere os fra svære emner som døden. I børneteaterforestillingen “I Bertrams hjerte” bruger de dukken og animationer til at fortælle om Bertram, der har mistet sin mor og nu prøver at få det hele til at hænge sammen. På en eller anden måde er det nemmere at forholde sig til en dukke og snakke om emnet ud fra det – selvom vi udemærket ved at dukken symboliserer mennesket.

Dansk Børneteater har en stor tradition indenfor dukketeater og der er mange dygtige teatre og gode forestillinger. Derfor har det også været interessant for mig at komme lidt ud i Europa for at se hvordan andre landes traditioner er.
I løbet af august har jeg været afsted to gange. Først tog jeg til Edinburgh hvor jeg var til Edinburgh Fringe Festival – en kæmpe festival med upcoming kunst fra teater, comedy, performance og musik. Hele byen sydede af gode kunstnertyper – i stærk kontrast til den anden festival der løb af stablen på samme tid; Edinburgh Tattoo Festival (militærorkestre). Meget sjov kombination.

Jeg så ikke så meget dukketeater for børn, men det jeg så var en meget blandet oplevelse fra en amatørspiller, som nok burde have arbejdet et par måneder mere med sit materiale inden hun gik på scenen til hvad jeg synes er meget typisk for det britiske dukketeater jeg har set; en god fortælling med en lidt mørk scenografi og dejlig dukkeføring.

Efter Edinburgh tog jeg til Bulgarien. I bulgarien er der mange faste, etablerede teatre, der udelukkende arbejder med dukketeater, hvilket jo er en helt anden verden end her i det nordlige Europa. Teatrene forpligter sig så på at spille skoleforestillinger, så hver enkelt skolebarn møder dukketeater mindst 2 gange om året. Det er jo helt fantastisk. Tænk hvis det kunne lade sig gøre i Danmark…
Men hvad angår kvaliteten af forestillingerne var jeg ikke imponeret. Desværre var alle børneforestillingerne på bulgarsk, så jeg blev virkelig nødt til at være opmærksom på dukkeføringen og den visuelle handling – og den var der desværre ikke meget af. Til gengæld var der megen tale og det var en skam, for det var ikke nogen stor oplevelse. Heldigvis var der nogle stykker, der eksperimenterede lidt med mediet og scenografien, men desværre var de fleste meget statiske.

Så mine to festivaler var ikke så udbytterige som jeg havde håbet, men det er altid sundt at komme lidt ud og se hvad der rører sig, og ikke mindst snakke med andre arrangører, dukkeførere og andre dukketeaterentusiaster for på den måde at lade sig inspirere og blive udfordret.

Tak til min arbejdsplads der synes det også er vigtigt for medarbejderne at komme ud og blive inspireret og kan de nytten af det. Jeg håber der er flere steder der vil støtte op omkring den slags studieture.

Det er aldrig godt at komme tilbage på arbejde efter en lang ferie – og føle sig totalt udmattet. Jeg har haft en rigtig god ferie med masser af gode oplevelser og afslapning, men nu hvor jeg er tilbage kan jeg mærke at det er de samme ting der irriterer og tager energi – og det er ikke så godt.

Da jeg tog på sommerferie var det med beskeden om, at de to lokaler jeg havde fået på prøve var blevet inddraget igen, da der skulle indrettes indvandrerbibliotek. Det var meget nedtrykkende, da jeg havde glædet mig meget til at komme igang med et nyt projekt, der kunne vare længere tid og komme flere til gode. Det nye indvandrerbibliotek kommer også en masse til gode, men det var ikke lige det jeg havde tænkt på…

Nu hvor jeg er kommet tilbage har jeg hørt rygter om, at der kun skal være indvandrerbibliotek i det store rum og jeg får det lille. Det var ikke lige det jeg havde drømt om, og det er svært at bevare motivationen i en tid, hvor det føles som om vores ledere lige skal have skrevet deres eftermæle inden de måske skal overlade posten til en ny leder af det samlede kulturelle hus på Vesterbro. Derfor er der mange interessekonflikter. Jeg er jo også interesseret i at lave noget sjovt og spændende og derfor handler jeg også egoistisk for vi har ikke mere plads end det vi har og derfor skal der tages nogle prioriteringer. Det er bare så kedeligt når det er en selv det går ud over – i dette tilfælde mig – og alle børnene.

Men hvad så… Skal ejg bare give op og lave et kedeligt læringsrum med nogle computere og nogle borde, som man kan sætte sig ind i og få undervisning i IT og lektiehjælp? Nej, der må være bedre idéer til hvad sådan et rum skal bruges til, så jeg må se at få vendt skuden og prøve at se fremad selvom det kan være svært lige nu.

Det store rum                           Det lille rum

Jeg overvejer at lave et aktivitetsrum med en masse udklædningstøj (jeg har fået ryddet op på loftet og har desværre måttet erkende, at der ikke er plads til de 4 flyttekasser med udklædningstøj jeg efterhånden har fået samlet sammen), sanserum og indendørs legeplads. Måske er det for meget at flytte ind i et rum, men på den anden side tror jeg godt det kan lade sig gøre. Jeg har også fået samlet nogle fede reoler med en masse små skuffer sammen som kan gemme på en masse sjove ting og hemmeligheder, så det var også værd at lege lidt med.

Tja, første dag tilbage. Jeg er ikke på toppen, men jeg håber jeg kommer igennem det og får lavet noget spændende til de lokale børn og deres familie. Kom gerne med gode idéer!

Det er længe siden jeg har blogget, og det er vel i sig selv ikke så godt, for hvis jeg havde nogle læsere, så ville de nok være forsvundet nu. Det er mærkelige ved denne her kommunikationsform er, at jeg overhovedet ikke ved om mine tanker bliver læst af nogen.

HALLOOOOOOOO!!!!!!

Jeg er blevet smidt ud af mit elskede kontor, der ligger i hjørnet af børnebiblioteket. De havde fået nogle renoveringspenge og synes det ville være perfekt at udvide biblioteket og få det dejlige lys ind – og nogle flere bøger.
Det kan jeg jo godt se, men min kontakt med de børn og unge, der kommer på biblioteket bliver pludselig meget begrænset, da jeg nu er flyttet op på den lukkede 1. sal, hvor man kun kommer ind, hvis man har en nøgle – og det har vores unger da bestemt ikke.

Ina og jeg bliver brugt til mange ting. Blandt andet som samtalepartnere, hvis der er små og store ting der skal drøftes. Mange gange sker det nede hos Ina i åbningstiden, men det sker også at de lige kigger forbi kontoret når døren er åben. Nogle gange bare lige for at hilse på, andre gange for at spørge om de må komme ind og lukke døren efter sig.

MEN ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget – måske…

Vi er nu rykket en etage længere op i bygningen og har sagt pænt nej tak til at rykke ind i bibliotekets fælles kontormiljø – for vi håber (i al fortrolighed) at vores børn på en eller anden måde finder frem til os og at vi også på denne etage kan etablere et rum af tryghed og fortrolighed.

Samtidig er det nogle fantastiske rum vi har besat. Københavns Lydavis er flyttet ud, og nu står der bare tomme lokaler tilbage og venter på at blive taget i brug. Biblioteket har først tænkt sig at gøre noget når de får penge til at renovere lokalerne, men jeg kan sagtens se muligheder der kan realiseres uden at man skal bruge millioner.

Kimen er sat.

Kan jeg få lov til at lave et værksted i disse lokaler indtil biblioteker finder mere “fornuftige” ting at bruge det til? Kan jeg få skabt et, efter bibliotekstermer, læringscenter med fokus på kreativitet, innovation og skaberglæde? Det tror jeg på og med børn og unges hjælp er jeg sikker på, at vi sammen kan skabe rum hvor der er højere til loftet end man lige umiddelbart tror, hvor det er tilladt at snuble – ja næsten pålagt og hvor historierne går langt ud over bogens indbinding.

I morgen skal de små frø spredes, og forhåbentligt får jeg lov til at plante dem i jorden, så de kan blive til kæmpemæssige, koloenorme hængebueplanter i alskens farver, med alverdens dufte, de mest mærkelige former, fantastiske mønstre og dragende toner.

I forbindelse med min diplomuddannelse i kunst og kulturformidling til børn og unge og den naturlige udvikling der er fulgt med har jeg nu fået mere og mere mod på at kaste mig ud i at arbejde med børn og unge igen efter et par år, hvor jeg har tilbragt mere tid bag ved computeren end foran. Det skal ændres nu, men det er svært.

Jeg har altid haft den målsætning, at de tilbud jeg har i huset skal være af høj, kunstnerisk kvalitet. Bliver de det når jeg nu selv skal til at prøve at formidle forskellige kreative tilbud? Hvad er høj, kunstnerisk kvalitet? Hvad er det jeg gerne vil have, at børnene får med efter en workshop eller et forløb hos mig? Det er sådanne spørgsmål der lige for tiden kører rundt i mit hoved, for godt nok er mine hænder ikke helt forkert skruet på, når der skal laves kreative ting, men det er heller ikke de bedste. Til gengæld har jeg så fundet en ny viden omkring formidlingsformer, og jeg venter utålmodigt på at prøve dem af.

Hvad er det så der gør, at jeg ikke bare springer ud og gør det? Jeg er bange. Jeg er rystende bange. For det her handler jo om mennesker. Børn, som jeg gerne vil give noget og håber det kan give dem inspiration til at ville mere. Kan jeg gøre det godt nok? Kan jeg få dem til at sige ja? Er jeg den troværdige formidler jeg gerne vil være? Er jeg fagligt dygtig nok til at være den primære formidler? UUUUHHHHHH

Sådan når jeg sidder her foran computeren – på behørig afstand af børnene – så kan jeg jo godt. Hvor svært kan det være at fortælle en historie, lave et fedt teaterstykke, tegne og male, lave keramik – men i virkeligheden ved jeg jo godt, at det ikke fungerer helt på samme måde. Da jeg i sin tid underviste som lærer var det meget vigtigt for mig at have en god faglig baggrund – og det har jeg også når der skal undervises i de æstetiske fag.
På den anden side ved jeg også, at jeg skal have noget praktisk erfaring, og det får jeg kun på en måde – at stå der på gulvet med børnene og finde ud af, hvad der virker og ikke virker. Begå fejl og se dem som en måde at blive ved med at udvikle mig på som formidler. Se det er en stor udfordring, og det er nok den, der afholder mig fra at tage springet. Men det kommer ganske snart. Jeg har givet mig en udfordring i vinterferien, hvor jeg skal afholde tre action painting workshops. Jeg ved ikke ret meget om action painting, teknikker, men jeg har nogle idéer, som jeg glæder mig til at prøve af, og så håber jeg, at  en masse børn vil lege med mig og at vi sammen kan skabe noget fedt!