I går havde vi besøg af Kirsten og Lene fra børneteatret Batida, som er et af mine yndlingsteatre. De laver stort set altid rigtig gode forestillinger med masser af musik, og det er da lige til at blive glad i låget af. I går var heller ingen undtagelse, og jeg håber at de børn og deres pædagoger, som kom på besøg var glade for forestillingen.

Vi har valgt at booke et par børneteaterforestillinger for børnehaver for at prøve at nå så mange børn som muligt. Det er nemlig ikke alle forældre, der tager deres børn med i teatret eller til koncerter eller andre kunstformer, og en af måderne til at ramme dem på er ved at gå gennem børnehaver eller skoler. Men det er bare rigtigt svært at gøre, og det kræver en del arbejde, for de har travlt derude, og det er ikke altid, at de har tid til at komme på besøg – eller råd. Vi har sat billetprisen på sølle 5 kr. per barn, da vi så håber, at alle institutioner har råd til det. Vi har nemlig haft dårlig erfaring med gratisforestillinger, der på en eller anden måde er knap så forpligtende. Så glemmer institutionerne at de har tilmeldt sig, og så kommer de ikke.

Derfor har jeg også den vane lige at ringe til vores gæster dagen før for at huske dem på, at de skal i teater eller udstilling eller noget andet. De fleste har heldigvis husket det, men jeg støder også af og til ind i institutioner, som har glemt det. Og så kommer der jo også afbud på grund af sygemeldinger som gør, at de alligevel ikke kan komme ud af huset, og det er der ikke noget at gøre ved. Bare lidt skuffende når andre børn er skrevet på ventelisten og ikke kan nå at få besked fordi afbuddene kommer så sent.  Det er der selvfølgelig ikke så meget at gøre ved, men når jeg denne gang har gjort plads til 80 publikum og 20 springer fra på dagen, så er det lidt øv.

Men i hvert fald kan jeg glæde mig over, at de der kom fik en god oplevelse, og det gjorde jeg også, for de der Batidafolk er bare rigtig søde og hyggelige at være sammen med, og så er de tilmed dygtige! Tak for en dejlig dag.

Efter 10 ugers ferie er jeg nu kommet tilbage på pinden, og det er dejligt, men også lidt hårdt. Udstillingen kører som den skal, og der er ikke mange ledige tider tilbage. Det er skønt at lave noget, som institutionerne og skolerne sætter pris på, og i dag havde jeg besøg af en børnehave, som meget gerne ville komme igen, og i går var der en gruppe, som kom for anden gang. Fantastisk! Husk, at der er åbent for familier i efterårsferien!

I går var jeg til premiere på Einstein for begyndere af Teater Patrasket. Patrasket er nemlig flyttet til Vesterbro, og det er jeg rigtig glad for, for de er fantastisk søde mennesker og så laver de gode forestillinger. Desværre kun for de større børn, som jeg har svært ved at komme, så jeg opfordrer dem jævnligt til at lave en småbørnsforestilling.
Forestillingen om Einstein var en dejlig forestilling, hvor også jeg lærte noget nyt, og det er jo slet ikke så dårligt – og så synes jeg at børn er utroligt kloge. Så hvis du møder en patrasket forestilling nær dig, så gør dig selv den tjeneste at se den!

God dag.

Lige om lidt tager jeg på fortjente 2½ måneders ferie/afspadsering. Jeg glæder mig rigtigt meget, og selv om der ikke er så meget på programmet bliver det godt at få ladet op. Det trænger jeg alvorligt til, da jeg har følt mig ret drænet efter puppet festivalen. Evalueringen, regnskabet og pressemappen er ved at være færdig til tryk, og så er det afsted med det hele – og så FERIE!

I sommerferien har vi lidt forskelligt på programmet. Udstillingen kører der ud af, dog med pause i juli, hvor der kun er booket institutioner ind i den første uge (som så bliver min overgangsuge fra arbejde til ferie!). I samme uge kører vi et projekt på legepladsen, som jeg satte i gang sidste år, da jeg stadig sad med Sommer for Børn – Københavns Kommunes sommerprogram for børn.
Det er et huskunstnerprojekt, hvor forskellige huskunstnere besøger en legeplads i en uge og laver et projekt med de børn, der normalt kommer på legepladsen, og som primært er de “løse” børn, som ikke går til faste aktiviteter – og hvis forældre ikke går så meget op i, om de får en kulturel indsprøjtning.

Vi får besøg af Andreas og Oliver, som skal lave små sange/rap med ungerne og det skal nok blive sjovt. Jeg glæder mig til at se hvordan det kommer til at gå.

Der ud over har jeg sammen med bibliotekarerne et par sommerquizzer i gang. Her kan børn og unge skrive vampyrnoveller, gætte hvor en af medarbejderne er på ferie og læse bøger. Så håber jeg vi har fået dem aktiveret

God sommer!

I går var sidste dag på ASSITEJ festivalen, som i weekenden var viet til en dansk-svensk kalvakade. I København var alle forestillinger samlet i Dansehallerne, og det var der rigtigt mange der var glade for, for især de udenlandske gæster havde misset en del forestillinger i kortlæsningshelvede. Der var både danske og svenske forestillinger på programmet i Dansehallerne, og jeg fik vist set dem alle sammen på en dag. Man er vel i træning efter børneteaterfestivalen…

Mit danske højdepunkt var nok Gruppe 38s “Du må være en engel, Hans Christian” som vandt en Reumert i 2006, hvilket er fuldt fortjent. Forestillingen er en kæmpe installation, hvor alle H.C. Andersens eventyr er inviteret med til bordet. Som publikum står vi op og følger med omkring bordet. Det er fuldt tilladt at flytte sig fra sin plads, ja helt påkrævet, og det gjorde forestillingen mere dynamisk og levende og gjorde, at alle fik sin helt egen unikke oplevelse af forestillingen.

Der ud over så jeg ungdomsforestillingen “Pinkie” så var en fed klovneforestilling om at være i krig. Meget anbefalelsesværdig. Herefter Batidas Ouverture, som med sin musikalske og selvironiske forestilling altid er værd et besøg. Jeg sluttede festivalen af med “Anima”, som var en dukketeaterforestilling om døden. Scenografien var meget fin, men jeg var ikke så vild med resten.

På den svenske side så jeg tre forestillinger, som alle havde deres kvaliteter. Først så jeg “Allra käraste brorsan”, som handler om døden og dødsfald i familien. Den var lidt langsom om at komme i gang, men derefter blev det til en meget rørende fortælling om det at savne og lukke sig inde i døden i stedet for at blive i livet.

Der ud over babyforestillingen “Ah hello Babis”, som var en lille og fin musikalsk forestilling for de mindste. På et tidspunkt følte jeg, at jeg var med til en rytmiktime, og det var lidt derhen ad, men det var meget hyggeligt og fint og sjovt. De små var med og det virkede. 
Slutteligt så jeg “Astons Stenar”, som var en humoristisk forestilling om børns samlermani, og om hvordan de  meget hurtigt kan få et forhold til alt i deres verden – i dette tilfælde sten. Og så var der fed musik og sang, og det er jo heller ikke at underkende når de faktisk var gode musikere.

Så alt i alt en god søndag i dansehallerne. Tak til folkene bag festivalen. Det har været et stort stykke arbejde, og de har klaret det rigtigt godt. Så får vi at se, om jeg får lov at tage ud i verden om 3 år til den næste kongres.

I år er København og Malmö værter for Assitejs Verdenskongres og Festival for børne og ungdomsteater. Vi er ved at være ved vejs ende, men i weekenden er der masser af teater, og jeg kan stærkt anbefale alle at aflægge festivalen et besøg.

Jeg har selv været frivillig på festivalen, og det har været en rigtig fin oplevelse, og en god måde at udvide netværket på. Jeg har mødt nogle interessante mennesker, og sjovt nok var det første gang jeg fik talt med lederen af Vesterbros lokale Børneteater Mie Brandt fra Teater Zeppelin. Så nu håber jeg vi kan drikke noget kaffe og se hvordan vi kan bruge hinanden.

Der ud over havde jeg også en dejlig oplevelse på Anemoneteatret hos Sidsel, som er gammel kollega fra Vanløse samt hendes chefer Lisbeth og Albert. Jeg har mødt Liz fra Australien, som jeg mødte i toget til Malmö. Jeg har mødt en del af mine søde frivillige fra Puppet Festivalen. Og samtidig har jeg fået set internationalt teater af blandet kvalitet – synes jeg – men der var gode elementer i dem alle, og nu har jeg sendt Annette og Kristine til Zeppelin i morgen for at se den spanske forestilling “The Imaginary Book”, som blandt andet bruger skyggeteater i deres forestilling. Så kan de måske få lidt inspiration til udstillingen sådan lidt last minute…

Se resten af programmet her.

Jeg sad fredeligt og roligt på mit kontor, da jeg pludselig hørte trommer og en masse børn. Ned ad Istedgade kunne jeg se 2 motorcykelbetjente komme kørende med blinkende, blå lygter og lige bag dem kom en drage dansende. Tæt derefter kom en trommegruppe, og så fulgte der ellers en lang række flot udklædte børn, et slot kom kørende på en cykel, syngende og hoppende børn vinkede til publikum og der var en fed stemning.

Og hvad var det så der skete, der på Istedgade, og stoppede trafikken for et kort øjeblik og fik de voksne til – forhåbentligt – at mindes de gode gamle dage, da vi var børn og fik lov til at blive eskorteret af Politiet fordi vi var udklædte og spillede tromme. Hvis vi gjorde det nu, ville eskorten nok være af en anden karakter, og der var nok heller ikke så mange, der ville vinke tilbage.
Nå, men tilbage til det det virkelig handler om, for det var jo alle Vesterbros fritidshjem- og klubbørn, der samledes til de traditionsrige kulturdage, som jeg har hørt, at Børnekulturstedet i sin tid var med til at starte. Nu er vi slet ikke med, og det er på en gang lidt trist, men på den anden side er det fedt at se, at de ting man sætter i gang kan gå hen at blive et selvkørende arrangement.

Her på førstedagen er der jo så optog, der ender i Enghaveparken, som er omdrejningspunkt for kulturdagene. I Enghaveparken er der masser af boder og fri leg. Der var masser af mennesker og de voksne havde det næsten sjovere end børnene. I hvert fald var legen i centrum og det var rigtigt fedt at se. I morgen kommer de så tilbage til det traditionsrige sæbekasseløb, og det plejer vist at være rigtigt sjovt. Så jeg krydser fingre for godt vejr i morgen.

Så er vi kommet godt i gang med forberedelserne til vores skyggeforestilling. Eller det vil sige… Annette og Kristine er kommet godt i gang, og jeg kommer og kigger en gang imellem. Vi har fået nye venner i Carl Møller Trælast, som vi ofte frekventerer for at købe materialer, få gode råd og et grin. Det er fedt at have flere folk i huset til at hjælpe til med mine projekter, og jeg har fået fornyet energi. Det til trods at jeg faktisk ikke er så meget med i den skabende proces, fordi der er så meget computerarbejde der skal gøres. Men så får jeg gjort det, og har ikke dårlig samvittighed over at der også er en børneudstilling, der skal være færdig. Så jeg håber på, at jo hurtigere jeg bliver færdig ved computeren, så mere kan jeg være med til lige om lidt.

Her er Annette og Kristine i gang med at lave rammer til at lave mindre rum og skærme. Vi fik besøg af skyggeekspert Ida Tjalve, som blandt andet organiserer Bornholm Dukketeaterfestival, og som afholdt en skyggeworkshop under Copenhagen Puppet Festival. Hun kunne lige komme med en masse gode råd og fif, og så fik vi også lige tid til at lege lidt, så vi nu alle har fået ret meget blod på tanden til at komme videre med arbejdet. Fedt, og tak for besøget Ida.

Mit første møde med Professor Anne Bamford var til en børnekulturkonference i Ballerup for et par år siden, og siden har hun været en af mine heltinder. Ms Bamford har blandt andet lavet en stor undersøgelse omkring kunst og kulturs betydning i den danske folkeskole – en rystende rapport, som burde have vendt vores undervisning 180 grader. Som burde have rystet op i vores politikere og forældre. Det gjorde den ikke. Jeg tror faktisk ikke den havde nogen betydning for den videre undervisningspolitik, og det er en skam, for hvor kunne vores børn dog have fået så meget mere ud af deres undervisning, og jeg tror også, at vores lærere ville få en langt mere inspirerende arbejdsdag.

I tirsdags var jeg til en børnekulturkonference i Albertslund, hvor mit andet møde med Ms Bamford skulle stå, og jeg må indrømme, at hun bestemt ikke er blevet mindre inspirerende. Få lidt af hendes klogskab her.

http://vimeo.com/10349432

God weekend!

Efter puppetfestivalen (for 2 måneder siden) må jeg indrømme, at jeg har været noget træt. I sidste uge havde jeg en dejlig ferie i London med min mor, men det er som om det ikke gjorde det bedre – tvært i mod… Nå, men på et eller andet tidspunkt kommer jeg op i gear igen, og det er jo dejligt at vide.

Men når man ikke selv har så megen energi, er det jo rigtigt dejligt at andre har det – og at de gerne deler ud af den. Efter puppetfestivalen har vi fået tilføjet ny energi i Børnekulturstedet, i og med at jeg har fået ansat tidligere højt værdsatte praktikant Kristine i en løntilskudsstilling. Det gode ved Kristine er, at hun tager alle opgaver med et smil, er utrolig serviceminded og så er hun også klog, hvilket bare er en ekstra bonus på dette kontor

Der ud over har en af vores frivillige på puppetfestivalen meldt sig under børnefanerne og lægger nu ca. 3 dage om ugen i Børnekulturstedet. Annette har tidligere været personalechef, har en fed energi og positiv tilgang til livet som sådan, så det er bare utroligt dejligt at komme på arbejde og blive mødt med lutter smil og god energi, som gør, at også jeg bliver hevet med op. SKØNT!
Og så er vi jo i gang med at udarbejde en ny børneudstilling til foråret ’12 med kunstner Io Helweg, som lige nu beskæftiger sig med totempæle. Meget spændende projekt, som startede i det små, og som nu på drømmebasis er ude i studietur til Canada, turnerende international udstilling, undervisningsmateriale, samarbejde med National Museet og så videre der ud af.

Så der er nok at se til, og jeg kan slet ikke overskue, hvornår jeg kan få afviklet mine 200 afspadseringetimer og 3 ugers sommerferie for der er jo så mange spændende ting. Samtidig ved jeg godt at jeg skal slappe af, for folk omkring mig falder som fluer på stribe af stress, og der ligger jeg jo lige for også. For det der med at brænde, betyder jo også, at man godt kan brænde ud, hvis ikke der kommer ny olie på lampen så lige nu er jeg på jagt efter den værdifulde olie, der skal gøre, at jeg ikke brænder mit lys i begge ender.

Jeg skal i hvert fald på højskole og så går jeg meget utålmodigt og venter på at kunne indtage mit nye værksted (altså sådan i helt privat regi), som ligger i den kælder hvor jeg bor. Her skal jeg have flyttet alle mine krea-ting ned – og ikke mindst symaskinen. Det bliver et eldorado. Samtidig får jeg en værkstedskammerat, som er tæt på at blive MA i design, og som lige nu arbejder på at skabe et forslag til de fysiske rammer til Moesgaards nye tilbygning. Det synes jeg er MEGET spændende, og jeg glæder mig til at se, hvad han kan inspirere mig med til fremtidige projekter.

Nå, det blev ikke til billeder denne gang, men der blev skrevet noget…

PS. jeg havde 5 års jubilæum d. 15. april, og i morgen skal jeg fejres. Det er en lidt ambivalent følelse, for jeg synes at 5 år det samme sted er rigeligt og at det er tid til at komme videre. Samtidig sker der jo hele tiden nye ting som gør, at det kun er min egen skyld, hvis jeg går i stå, men jeg tror at både stedet og jeg kunne trænge til lidt luftforandring. Så hvis du kender nogen, som kunne have brug for en som mig, så sig endelig til. Det kunne være sjovt!

Og nu til teateranmeldelserne. Jeg når ikke at komme omkring alle 17 forestillinger, så jeg vil plukke lidt fra kurven og præsentere lidt blandede bolcher. Denne gang kommer der to anmeldelser.

Hesten af Randers Egnsteater
Jeg havde booket billet til Hesten som den sidste forestilling lørdag, og det kom jeg heldigvis ikke til at fortryde. Forestillingen handler om krigen, om kærlighed og medmenneskelighed, om grusomhed og hengivenhed, og jeg gav mig som publikum helt hen. Forestillingen er løst baseret på Michael Morpurgos bog “War horse”, hvor vi befinder os i tiden omkring 1. verdenskrig. Drengen Albert får en hest af sin far, og de bliver tæt knyttet. Desværre bliver faren nødt til at sælge hesten da krigen bryder ud, men køberen lover at tage sig godt af hesten og skrive til Albert for at fortælle ham om, hvordan det går med hans hest. Herefter følger vi så hesten og de mennesker han møder på sin vej. De gode og de onde, og dem vi troede var onde, men som viser sig stadig at have bevaret deres medmenneskelighed til trods for sult og nød.
Scenografien og hesten, som var et bidsel, opsat i et mørkt univers opslugte os, og ikke et sekund tænkte jeg over den hårde bænk jeg sad på eller at jeg ikke havde fået frokost og at klokken nærmede sig de 19.00. Det er et kvalitetstegn, og for at gøre det hele lidt værre fældede jeg en enkelt tåre da forestillingen sluttede. Dejlig forestilling, som varmt kan anbefales. Læs Anne Middelboes anmeldelse af forestillingen her.
Og så glæder jeg mig til første uge i maj, hvor jeg skal til London og se War Horse på The National Theatre – altså den engelske udgave af Hesten i Londons West End. I en kæmpemæssig opsætning. Jeg glæder mig som et lille barn!!!!

Mit Skatkammer af Nørregaards Teater
Mit skatkammer handler om kustoden Bo, som arbejder på et museum, hvor man ikke må røre ved noget og hele tiden skal være stille. Der er ikke så mange mennesker på museet, så Bo hører stemmer, som hen ikke helt ved hvor kommer fra – måske fra de udstillede skulpturer og kunstværker – og der ud over citerer han rim og remser fra sin bog “mit skatkammer”, som han har modtaget i en pakke, og som han gennem forestillingen river stykker af indpakningspapiret af.
Ja, jeg kedede mig grusomt, og synes ikke der var megen udvikling i historien. Det var som om kustoden Bo havde lært remserne udenad, men ikke helt vidste hvad de betød, for det var mere opremsning uden refleksion. Og havde det så været en barnlig forundring, glæde og nysgerrighed over ordsammensætningerne og rimene, ja så ville jeg også gerne have spillet med, men for mig blev det kun til kedelige sammensatte ord, som rimede.
Idéen er i grunden rigtig god, og jeg kan se rigtig mange muligheder i de mange skatte som man kan åbne op, hvis bare man stopper op og lytter. Alle har en historie de gerne vil dele, og det er der mange skatte i. Desværre løfter Nørregaards Teater ikke forestillingen op på dette niveau og det er en skam, og så bliver det desværre til en lang forestilling, hvor det ikke gør noget, at man lukker øjnene en gang imellem, for man går ikke glip af særligt meget – desværre…