(I papirtræets Skygge, Carte Blanche. Foto: Bo Amstrup)

Jeg synes det er enormt fedt at være på børneteaterfestival. Her får jeg set en masse børneteater og mødt en masse formidlere og teaterfolk, som jeg har haft på besøg på Vesterbro og folk, som jeg måske skal have på besøg.

I år var der for første gang speeddating mellem teatrene og formidlerne. Desværre var der 3 gange så mange teaterfolk som formidlere, hvilket betød, at vi formidlere kom til at løbe spidsrod i en times tid. På den anden side var det rigtigt fedt at møde en masse forskellige teatre og se hvad de kan byde på. Det er nemlig for mit vedkommende ikke altid det kunstneriske niveau som bestemmer hvilken forestilling jeg køber. Hvis skuespillerne er for arrogante bliver de som regel kun booket en enkelt gang, for det gider jeg simpelthen ikke beskæftige mig med når jeg er på arbejde. Altså folk, som ikke kan hjælpe med at slæbe men forventer at man gør det hele selv og bliver sure, fordi man lige har stillet tingene en halv meter forkert. Eller hvis man ikke lige har kaffen klar på det tidspunkt, hvor de vil drikke den og så videre. Det er heldigvis fåtallet, som opfører sig sådan, og som regel er det rigtigt dejligt at have børneteatrene på besøg.
Nå, men jeg fik i hvert fald mødt en masse spændende teaterfolk, som jeg glæder mig til at møde igen.

Der ud over møder man jo hele tiden forskellige mennesker under festivalen og forestillingerne bliver flittigt drøftet. Jeg er som regel meget kontant i mine udmeldinger og lægger ikke fingre imellem, hvis jeg ikke kan lide forestillingen jeg lige har set. Nogle gange kan jeg da godt tænke, om jeg kommer til at såre nogen, hvis teatret står lige i nærheden, og det er jo ikke meningen, men jeg har brug for at tale om mine oplevelser sådan lige nu og her, og så håber jeg, at jeg ikke kommer til at såre nogen alt for meget. Jeg talte med en af administratorerne, som var meget åben for at vi skulle give direkte kritik til teatrene, så det kan da godt være jeg skal bruge mere tid på det, og så må teatrene tage hvad de kan bruge. Jeg er jo ikke uddannet teaterdramaturg eller noget som helst. Jeg har jo bare min mening om, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide, og det er så den jeg giver udtryk for, så det er snarere om jeg har haft det godt i kroppen under forestillingen eller om jeg har følt mig rastløs eller er faldet i søvn.

Så er jeg kommet hjem fra en begivenhedsrig weekend i børneteatrets tegn. Hvert år finder verdens største børneteaterfestival sted i Danmark, når alle danske børneteatre inviterer til den årlige festival. I år var Randers værtsby og bød på over 500 gratis børne- og ungdomsforestillinger over en uge. Som formidler kommer man som regel torsdag og er med til to dages faglige seminarer og konferencer før forestillingerne starter fredag eftermiddag. Det gjorde jeg også og det var rart. I år var vi både kulturformidlere og bibliotekarer med, og det var rigtigt hyggeligt og en god måde at lære hinanden bedre at kende på.

Weekendens program er for de fleste formidleres vedkommende spækket med forestillinger, for det er disse oplevelser, som danner baggrund for de flestes fremtidige indkøb af forestillinger til det lokale kulturhus eller bibliotek. Det samme er gældende for undertegnede, og jeg nåede at se hele 17 forestillinger på en weekend, hvilket er ganske godt klaret, hvis jeg selv skal sige det.

Programmet lød på følgende forestillinger, som var udvalgt på målgruppe (0-6 år), nye teatrergrupper og anbefalede forestillinger:

Det grumme eventyr om Medusas hoved af Asterions hus
Velkommen af Barkentins teater
I papirtræets skygge af Carte Blanche
Jeg har alt af Gruppe 38
Babusjka af Teater Gyda
Mødet af Det kommende teater
Don Q af Limfjordsteatret
Jeg hedder altså Ib af Teatret Neo
7 – med et slag af Nørregaards Teater
Mit skatkammer af Nørregaards Teater
Skæve historier af Teater Patrasket
Sokken af Randers Egnsteater
Hesten af Randers Egnsteater
Barnevognen af Riddersalen, Jytte Abildstrøms Teater
Min Mormors gebis af Team Teatret
Hvordan mon? af Det Lille Verdens Teater
Og så det udenlandske gæstespil Hav af NIE

Det har været en lang weekend, og det bliver ikke til mere bloggeri i dag, men der kommer mere fra festivalen om ikke så lang tid.

God nat!

Jeg har ikke været på bloggen i lang tid, og det giver selvfølgelig dårlig samvittighed, men jeg har forsømt børnekulturen, da jeg måtte bruge min tid og kræfter på Copenhagen Puppet Festival – en dukketeaterfestival for voksne – og jeg håber forældrene har fået passet deres børn og selv været ude at oplevet noget god kultur. Det var en fed festival og de sidste efterladenskaber hænger stadig på muren ind til Lyrskovgade 4 – til glæde for både børn og voksne!

I morgen tager jeg til Børneteaterfestivalen, som denne gang er i Randers. Her skal jeg se en masse børneteater, hvilket jeg glæder mig meget til, og forhåbentligt finder jeg noget rigtigt godt, som jeg kan præsentere er på Vesterbro. Det håber jeg, at jeg får mere tid til at skrive om i næste uge.

I mellemtiden kan I hygge jer med et lille magisk moment. God weekend.

Lige nu har vi Børnehaven Valborg fra Vanløse på besøg for anden gang. De var så vilde med udstillinge efter første gang, at de besluttede sig for at bestille yderligere to besøg, og det er bare rigtigt dejligt. Børnene har virkelig taget udstillingen til sig og udklædningstøjet bliver flittigt brugt. Der bliver kæmpet på livet løs midt på gulvet, nogle sidder og læser i bøgerne inde i huset og andre tegner ved bordet eller tegneblokkene. Der er en dejlig leben, hvor der er plads til alle, og hvor alle kan lege det de har lyst til.

De voksne er også med på legen og har klædt sig ud, og lige der bliver mit hjerte rørt, for hvor er det dejligt at også voksne tør kaste sig betingelsesløst ud i legen, uden at tænke på hvordan man ser ud når nu man har taget et lidt for lille bælte på og lige kan klemme sig ned i et ninja turtle skjold. Det er fedt at se på, og det ser ud til at alle nyder legen i fulde drag. Jeg tænker allerede på at omdanne rummet til legerum efter denne udstilling og tænker på hvordan det skal gøres. Der skal jo egentligt ikke så meget til før ting lykkes og børns fantasi kan gøre selv det mest kommunale rum til en ridderborg, en monsterhule eller et prinsesseværelse. Men derfor må man jo gerne stimulere til fantasi, og det er så det jeg skal til at arbejde med.

Og så kommer min kollega Tine lige ind ad døren og mener at besøgene her burde bruges som cases til museerne, der efter vores mening tit bruger for mange ord i deres formidling i stedet for bare at tro på at børnene selv kan finde ud af at optimere deres oplevelse og få alt det ud af den, som den kan trække. Det er nogle gange ordene, der sætte begrænsningerne, og hvorfor skulle de det, så børnene nu er i gang med den helt store udforskning af deres liv og omgivelser.

Så er det blevet vinterferie og tid til Børnefestivalen. En festival, som for mange år siden blev startet af kulturhusene, og som nu er blevet udvidet til også at omfatte børnekulturhuse, biblioteker og enkelte idrætshaller.

I år er temaet Laboratorium og det bliver fortolket på mange måder. Her på Vesterbro skal der arbejdes med mad. Der er sanselaboratorium, hvor børnene kan dufte og føle madvarer og gætte hvad det er. De kan komme og lave madmasker og så kommer der også et madlaboratorium. Meget spændende.

I år har jeg været meget på sidelinien, da jeg jo har den store Copenhagen Puppet Festival at organisere. Derfor er det mine kollegaer på biblioteket som har stået for det hele. Det har vist været lidt travlt for dem, da de jo også har en masse andre ting at se til, men de har fået kørt aktiviteterne i stand og her på førstedagen ser det også ud til at det går rigtigt godt. den eneste bekymring er, at de har annonceret med en skattejagt, som nu er blevet til et sanseværksted, og overvejelserne er, om der hurtigt skal laves en.

På vej hjem fra arbejde fik jeg lyst til at kaste mig over labyrinten og gik på inspirationstur i supermarkedet, men der kom desværre ikke andet end nogle strøtanker og jeg besluttede mig for at det nok var bedre ikke at lave noget end at lave noget halvt, så i denne ferie må de undvære skattejagten. Der er dog en masse andre ting de kan lave, som ikke har så meget at gøre med laboratorium, men der er jo mange fortolkninger og jeg kan vist ikke tillade mig at klage når nu jeg ikke har været med til planlægningen. Kun støtte op og glæde mig til næste år, hvor jeg har mere tid til at være med til hele processen og kan få nogle af mine idéer ført ud i virkeligheden.

Da vi startede idéfasen var jeg nemlig ude i musiklaboratorium med madvarer som instrumenter. Actionpainting med madvarer og selvfølgelig madkamp – at udvikle de bedste håndvåben lavet ud af madvarer, men det passer vist ikke ind på et bibliotek, så det må blive til et andet projekt.

I går startede min nye praktikant Anna Zieler i en måneds praktik. Anna er nu blevet specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling og skal skrive speciale om to cases her på Vesterbro; Børneudstillingen og Børnefestivalen.

Det bliver meget spændende og det er altid dejligt at få lidt helikopterblik på det man går og laver. Samtidig er Anna bare en fantastisk praktikant, der i går kom med fastelavnsboller og i dag stod den på bagels og juice. Og så tager hun bare alle de opgaver jeg smider efter dem og løser dem med et stort smil og masser af engagement. Jeg kan kun anbefale Anna til fremtidige arbejdsgivere.

Og så er jeg jo så heldig at jeg har haft Anna i praktik tidligere, da hun skrev sin bachelor – også med udgangspunkt i Børnekulturstedet, så vi kan virkelig sige, at vi er blevet gennemanalyseret. Jeg ser frem til romkugler, dejligt selskab og mere hjælp!

I weekenderne udlejer vi Børnekulturstedet til familier, som kan holde deres børns fødselsdage uden at skulle rydde deres små Vesterbrolejligheder for at få plads til hele børnehaven eller folkeskoleklassen. Det fungerer rigtigt godt, og folk er generelt glade for tilbuddet.

Det er jeg også, for nok må det være en kamp at skulle holde styr på så mange børn på en gang, men når det også skal være hjemme hos en selv, så kunne det godt gå hen og blive noget af en opgave. I Børnekulturstedet er der en stor sal, hvor ungerne kan tonse løs mens forældrene kan sidde i køkkenet og lade op med resterne af lagkagen og saften.

I søndags havde vi også en udlejning og desværre viste det sig, at de – da de smækkede døren, fandt ud af, at de havde låst bilnøgler og pung inde. Så er gode råd dyre - når bilen tilhører bedsteforældrene der skulle hjem med den sidste færge til Jylland. Og hvad gør man så? Man ringer da til børnekulturmedarbejderen en søndag aften kl. 20.00. Da hun ikke tager sin arbejdstelefon finder man hendes private nummer på facebook og ringer hende op, forklarer situationen meget undskyldende og forhører sig, om man må komme omkring og hente en ekstra nøgle til Børnekulturstedet.

Normalt ville børnekulturmedarbejderen blive lettere irriteret over at blive forstyrret med arbejde sådan en søndag aften, men sige ok til den foreslåede aftale. Men i dette tilfælde var hun ude at spise fødselsdagsmiddag med sin kæreste og kunne derfor ikke udlevere sin nøgle. Da telefonsamtalen er slut sidder hun så der over middagen og får dårlig samvittighed over, at hun ikke har kunnet løse opgaven – og kan de ikke skippe desserten så hun kan komme hjem og aflevere nøglen til de stakkels forældre. Hendes kæreste holder dog fast i, at hun skal holde fri, og at det ikke er hendes problem, at de nu skal vente med at tage til Jylland dagen efter.

Men så let går det ikke, for nu kommer der jo andre løsningsmuligheder. Kunne hun måske overtale en af sine andre kollegaer til at tage ind på arbejde, slå alarmen fra og låse sig ind gennem biblioteket og så kunne bedsteforældrene komme hjem til Jylland med den planlagte færgeafgang.

Eller kunne de komme forbi restauranten og så hente nøglen til lejligheden – selv låse sig ind og finde arbejdsnøglerne og så køre ned i Børnekulturstedet og få deres bilnøgler. Fantastisk idé.

Her stopper den løsningsorienterede børnekulturmedarbejders tankegang meget pludseligt ved at kæresten hårdt og bestemt klasker den sidste del af lammeskanken ned i de lækre kogte bønner, tager telefonen fra den nu totalt mundlamme børnekulturmedarbejder og siger hun skal finde sin anden identitet (altså den hvor hun ikke er børnekulturmedarbejder) og være til stede ved den middag, som han har planlagt og glædet sig til i meget lang tid – fordi det skulle være en totalt romantisk kæresteaften.

Her må fødselsdagsbarnet så overgive sig, hendes vigtigste livsline til primæridentiteten; mobiltelefonen – er taget fra hende – og hun er nu tilbage til en meget hyggelig aften med kæresten på en lækker restaurant i midtbyen. Dog stadig med en lettere skyldfølelse over ikke at være 100% tilgængelig – for hverken arbejde eller kæresten.

På mandag starter så Monicas udstilling med Bo Odgård Iversen og det er meget spændende. Mærkeligt nok har jeg ikke fået så mange tilmeldinger, men jeg håber det er fordi de kun lige har fået invitationen og lige skal finde ud af, hvornår de kan komme…

Jeg glæder mig i hvert fald til at få den igang og den ser rigtig spændende ud. Nu gælder det så bare om at få den stillet op, så den kommer til sin ret.

Og så har lige haft besøg af instruktør Rikke Hallund, som egentlig startede med at tage henvendelse til mig omkring en animationsworkshop. Jeg får en masse henvendelser fra kunstnere, som kunne tænke sig at lave workshops, forløb og andet godt og det er svært at få råd til dem alle. Der ud over har jeg ingen penge, og skal fundraise til alt jeg sætter igang. Defor plejer jeg at skrive til kunstnerne, at deres tilbud lyder godt og at hvis de selv kan fundraise til projektet, så vil jeg meget gerne stille gratis lokaler til rådighed, finde børn og lave PR. Det plejer at si størstedelen fra.

Men Rikke lod sig ikke skræmme væk og nu var hun forbi for at snakke om et animationsprojekt, som vi kunne have her på Vesterbro i en uges tid for børnehavebørn. Det udviklede sig til at blive et landsdækkende projekt med flere instruktører, Ramasjang, Palles Gavebod og masser af penge fra Nordea og BG Fonden. Det lyder rigtigt spændende, og jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at forløbe. Sådanne kunstnere elsker jeg – for jeg får lige så meget igen ved sparring på den måde, og på den måde føler jeg mig ikke bare som en fundraiser men også som en, der faktisk har en viden om børnekultur og som kan bidrage med noget. Og så får jeg jo også en enorm viden ved at snakke med folk med en helt anden baggrund end jeg, og det elsker jeg. At blive udfordret på mine tanker og få dem vendt i en andens verden.

I går havde jeg besøg af Eva Wendelboe, som forhåbentligt kommer til Vesterbro og laver en udstilling til efteråret. Den tager udgangspunkt i at være fræk og det lyder også rigtigt spændende. Da hun præsenterede den første gang, sammen med to andre forslag, var det faktisk den idé jeg tændte mindst på, men efter hun har beskrevet den mere og fået den strammet mere ind synes jeg det er en totalt fed idé, og jeg glæder mig til at føre den ud i livet.

Så ja, der sker en masse og hvor er det fedt at arbejde med kunstnere!

Da jeg læste min diplom i kulturformidling var jeg totalt med på udviklingen indenfor børnekultur, men det er jeg desværre ikke længere. Jeg ville så gerne prioritere det i mit arbejde, men det er altid de praktiske ting, der kommer først. For eksempel er min kollega hjemme for tredje dag i denne uge da hun har barn syg. Det efterlade så nogle opgaver til mig og sådan sker der ting hele tiden som gør, at der ikke altid er plads til at sætte sig ned og læse for at blive klogere – i arbejdstiden vel at mærke.

Nå, men det skal ikke være en klagesang. For jeg ville egentlig bare dele et link med jer. Jeg håber rigtig mange af jer kender til det, for på TED.com møder man mange utroligt kloge og spændende mennesker, som giver inspiration og tankevækkende indlæg til livet og hverdagen. Man burde faktisk se et indlæg hver dag. Det ville være fantastisk. Jeg har også set, at DR en gang imellem sender indslag fra TED konferencer, så hvis min anbefaling ikke er nok, så bliver jeg altså bakket op af DR – blandt mange!

Nå, men en af de mange spændende mennesker man kan komme til at høre er Sir Ken Robinson, som er en mad, der ved rigtigt meget om blandt andet kreativitet. Min gamle diplomkoordinator prøvede at få ham til at komme til Danmark, men det kunne budgettet desværre ikke række til, da vi var oppe på rigtigt mange nuller for en times oplæg. Men så er det jo godt man kan læse hans bøger og se hans oplæg på youtube.