I går startede min nye praktikant Anna Zieler i en måneds praktik. Anna er nu blevet specialestuderende i moderne kultur og kulturformidling og skal skrive speciale om to cases her på Vesterbro; Børneudstillingen og Børnefestivalen.

Det bliver meget spændende og det er altid dejligt at få lidt helikopterblik på det man går og laver. Samtidig er Anna bare en fantastisk praktikant, der i går kom med fastelavnsboller og i dag stod den på bagels og juice. Og så tager hun bare alle de opgaver jeg smider efter dem og løser dem med et stort smil og masser af engagement. Jeg kan kun anbefale Anna til fremtidige arbejdsgivere.

Og så er jeg jo så heldig at jeg har haft Anna i praktik tidligere, da hun skrev sin bachelor – også med udgangspunkt i Børnekulturstedet, så vi kan virkelig sige, at vi er blevet gennemanalyseret. Jeg ser frem til romkugler, dejligt selskab og mere hjælp!

I weekenderne udlejer vi Børnekulturstedet til familier, som kan holde deres børns fødselsdage uden at skulle rydde deres små Vesterbrolejligheder for at få plads til hele børnehaven eller folkeskoleklassen. Det fungerer rigtigt godt, og folk er generelt glade for tilbuddet.

Det er jeg også, for nok må det være en kamp at skulle holde styr på så mange børn på en gang, men når det også skal være hjemme hos en selv, så kunne det godt gå hen og blive noget af en opgave. I Børnekulturstedet er der en stor sal, hvor ungerne kan tonse løs mens forældrene kan sidde i køkkenet og lade op med resterne af lagkagen og saften.

I søndags havde vi også en udlejning og desværre viste det sig, at de – da de smækkede døren, fandt ud af, at de havde låst bilnøgler og pung inde. Så er gode råd dyre - når bilen tilhører bedsteforældrene der skulle hjem med den sidste færge til Jylland. Og hvad gør man så? Man ringer da til børnekulturmedarbejderen en søndag aften kl. 20.00. Da hun ikke tager sin arbejdstelefon finder man hendes private nummer på facebook og ringer hende op, forklarer situationen meget undskyldende og forhører sig, om man må komme omkring og hente en ekstra nøgle til Børnekulturstedet.

Normalt ville børnekulturmedarbejderen blive lettere irriteret over at blive forstyrret med arbejde sådan en søndag aften, men sige ok til den foreslåede aftale. Men i dette tilfælde var hun ude at spise fødselsdagsmiddag med sin kæreste og kunne derfor ikke udlevere sin nøgle. Da telefonsamtalen er slut sidder hun så der over middagen og får dårlig samvittighed over, at hun ikke har kunnet løse opgaven – og kan de ikke skippe desserten så hun kan komme hjem og aflevere nøglen til de stakkels forældre. Hendes kæreste holder dog fast i, at hun skal holde fri, og at det ikke er hendes problem, at de nu skal vente med at tage til Jylland dagen efter.

Men så let går det ikke, for nu kommer der jo andre løsningsmuligheder. Kunne hun måske overtale en af sine andre kollegaer til at tage ind på arbejde, slå alarmen fra og låse sig ind gennem biblioteket og så kunne bedsteforældrene komme hjem til Jylland med den planlagte færgeafgang.

Eller kunne de komme forbi restauranten og så hente nøglen til lejligheden – selv låse sig ind og finde arbejdsnøglerne og så køre ned i Børnekulturstedet og få deres bilnøgler. Fantastisk idé.

Her stopper den løsningsorienterede børnekulturmedarbejders tankegang meget pludseligt ved at kæresten hårdt og bestemt klasker den sidste del af lammeskanken ned i de lækre kogte bønner, tager telefonen fra den nu totalt mundlamme børnekulturmedarbejder og siger hun skal finde sin anden identitet (altså den hvor hun ikke er børnekulturmedarbejder) og være til stede ved den middag, som han har planlagt og glædet sig til i meget lang tid – fordi det skulle være en totalt romantisk kæresteaften.

Her må fødselsdagsbarnet så overgive sig, hendes vigtigste livsline til primæridentiteten; mobiltelefonen – er taget fra hende – og hun er nu tilbage til en meget hyggelig aften med kæresten på en lækker restaurant i midtbyen. Dog stadig med en lettere skyldfølelse over ikke at være 100% tilgængelig – for hverken arbejde eller kæresten.

På mandag starter så Monicas udstilling med Bo Odgård Iversen og det er meget spændende. Mærkeligt nok har jeg ikke fået så mange tilmeldinger, men jeg håber det er fordi de kun lige har fået invitationen og lige skal finde ud af, hvornår de kan komme…

Jeg glæder mig i hvert fald til at få den igang og den ser rigtig spændende ud. Nu gælder det så bare om at få den stillet op, så den kommer til sin ret.

Og så har lige haft besøg af instruktør Rikke Hallund, som egentlig startede med at tage henvendelse til mig omkring en animationsworkshop. Jeg får en masse henvendelser fra kunstnere, som kunne tænke sig at lave workshops, forløb og andet godt og det er svært at få råd til dem alle. Der ud over har jeg ingen penge, og skal fundraise til alt jeg sætter igang. Defor plejer jeg at skrive til kunstnerne, at deres tilbud lyder godt og at hvis de selv kan fundraise til projektet, så vil jeg meget gerne stille gratis lokaler til rådighed, finde børn og lave PR. Det plejer at si størstedelen fra.

Men Rikke lod sig ikke skræmme væk og nu var hun forbi for at snakke om et animationsprojekt, som vi kunne have her på Vesterbro i en uges tid for børnehavebørn. Det udviklede sig til at blive et landsdækkende projekt med flere instruktører, Ramasjang, Palles Gavebod og masser af penge fra Nordea og BG Fonden. Det lyder rigtigt spændende, og jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at forløbe. Sådanne kunstnere elsker jeg – for jeg får lige så meget igen ved sparring på den måde, og på den måde føler jeg mig ikke bare som en fundraiser men også som en, der faktisk har en viden om børnekultur og som kan bidrage med noget. Og så får jeg jo også en enorm viden ved at snakke med folk med en helt anden baggrund end jeg, og det elsker jeg. At blive udfordret på mine tanker og få dem vendt i en andens verden.

I går havde jeg besøg af Eva Wendelboe, som forhåbentligt kommer til Vesterbro og laver en udstilling til efteråret. Den tager udgangspunkt i at være fræk og det lyder også rigtigt spændende. Da hun præsenterede den første gang, sammen med to andre forslag, var det faktisk den idé jeg tændte mindst på, men efter hun har beskrevet den mere og fået den strammet mere ind synes jeg det er en totalt fed idé, og jeg glæder mig til at føre den ud i livet.

Så ja, der sker en masse og hvor er det fedt at arbejde med kunstnere!

Da jeg læste min diplom i kulturformidling var jeg totalt med på udviklingen indenfor børnekultur, men det er jeg desværre ikke længere. Jeg ville så gerne prioritere det i mit arbejde, men det er altid de praktiske ting, der kommer først. For eksempel er min kollega hjemme for tredje dag i denne uge da hun har barn syg. Det efterlade så nogle opgaver til mig og sådan sker der ting hele tiden som gør, at der ikke altid er plads til at sætte sig ned og læse for at blive klogere – i arbejdstiden vel at mærke.

Nå, men det skal ikke være en klagesang. For jeg ville egentlig bare dele et link med jer. Jeg håber rigtig mange af jer kender til det, for på TED.com møder man mange utroligt kloge og spændende mennesker, som giver inspiration og tankevækkende indlæg til livet og hverdagen. Man burde faktisk se et indlæg hver dag. Det ville være fantastisk. Jeg har også set, at DR en gang imellem sender indslag fra TED konferencer, så hvis min anbefaling ikke er nok, så bliver jeg altså bakket op af DR – blandt mange!

Nå, men en af de mange spændende mennesker man kan komme til at høre er Sir Ken Robinson, som er en mad, der ved rigtigt meget om blandt andet kreativitet. Min gamle diplomkoordinator prøvede at få ham til at komme til Danmark, men det kunne budgettet desværre ikke række til, da vi var oppe på rigtigt mange nuller for en times oplæg. Men så er det jo godt man kan læse hans bøger og se hans oplæg på youtube.

Så er ferien (14 dage i Burma!!) overstået og jeg er frisk tilbage på pinden. Dagen startede med 187 mails i indbakken, og der er stadig en del med røde opfølgningsflag, som jeg må kigge på lidt senere på ugen.

Foråret 2011 byder på nye udfordringer og gamle kendinge. Jeg har fået at vide, at de lokaler jeg i efteråret har brugt til børneudstilling og Julemandens Værksted på Lyrskovgade 4, 1. sal ikke er så sikre, som jeg gik og troede, da det er noget med Københavns Ejendomme og husleje og sådan noget utroligt træls og praktisk og administrativt, som jeg overhovedet ikke bryder mig om at forholde mig til. Indtil videre arbejder jeg dog som om intet var hændt og glæder mig til den næste udstilling, som kommer i huset i morgen.

Monica Langelund, som jeg tidligere har omtalt som en meget klog kvinde, der blandt andet blogger om børnekultur, kommer med en udstilling hun og hendes mand har lavet,  som har turneret rundt i Danmark og nu havde destination af deres kælder indtil jeg fik fingrene i den. Jeg er meget spændt på at se den og finde ud af, hvad vi kan lave med den.

Der ud over arbejder jeg sammen med Eva Wendelboe, som er scenograf og stifter af Børnenes Museum, omkring en ny udstilling. Eva lavede den fantastiske installation med masser af mus under vores Her Bor Jeg udstilling, så jeg ser meget frem til at se hvad det hele ender med. Først er der dog alt det kedelige arbejde med projektbeskrivelse, fundraising og sådanne administrative finurligheder, som vi kulturmedarbejdere elsker over alt i verden.

Så er der Børnekulturfestivalen i vinterferien, som vores børnebibliotekarer står som tovholdere på i år. Temaet er Laboratorium og vi skal lave en masse eksperimenter med mad, hvilket jeg personligt glæder mig meget til, da jeg jo holder rigtigt meget af mad – også hvis man må kaste med det eller male med det eller sådan noget stads. Så husk at kigge efter programmet om et par uger og kig forbi. Det skal nok blive sjovt!

Før juleferien forlod min dejlige kommunikationspraktikant Astrid mig et godt stykke arbejde med at få afdækket børnehaver og skolers behov for kulturel sparring og samling på Vesterbro. Det arbejde vil jeg meget gerne arbejde videre med, for det viste sig, at mange gerne ville være en del af netværket og gerne ville have mere inspiration og flere kulturelle tilbud, så jeg håber virkelig at tiden rækker til det. Indtil videre starter jeg med at deltage i en speed dating på Vesterbro Ny Skole, som hvert år inviterer forskellige institutioner på Vesterbro til at komme og fortælle lærere og pædagoger hvad de laver og hvad de tilbyder. Spændende og meget godt initiativ!

Og så kører vores sjove søndage igen – dog med en lidt uheldig start med en aflysning som ikke blev helt kommunikeret frem til de fremmødte, men jeg håber virkelig ikke de fremmødte blev het skræmt væk, men stadig har mod på at komme til fremtidige arrangementer. Jeg arbejder stadig på at afklare hvor det gik galt henne.

Den populære Rytmik Grete har nu måttet se realiteterne i øjnene og har besluttet at den eneste måde at komme til hægterne igen er at holde en god lang pause, og defor har hun nu aflyst alle sine hold her på Vesterbro. Det er jeg meget ked af. Ikke mindst er hun en meget populær underviser, men hun er også en dejlig kvinde, som jeg holder meget af. Jeg håber virkelig at den lange pause kan give hende stemmen tilbage så hun kan komme tilbage til sit rette element og glæde endnu flere børn og forældre. De er jo totalt vilde med hende!
I mellemtiden arbejder jeg så på at finde en vikar til onsdagsholdene og håber vi kan få dem op at stå alligevel.

Og så venter Copenhagen Puppet Festival 2011 forude. Det er en af de arbejdsopgaver, som ikke er en del af det børnekulturelle område, men stadig en del af mine arbejdsopgaver. Fra jeg startede mit job for snart 5 år siden her på Vesterbro blev jeg introduceret til dukketeater for både børn og voksne og efter et par mindre festivaler er der nu kommet to festivaler ud af det; Copenhagen Puppet Festival for voksne og Puppet Junior for børn. I år er det så de voksnes tur til at få kunst for sjælen og som en del af arrangørgruppen er jeg meget spændt på, hvordan det skal forløbe. Indtil videre går det rigtigt godt og jeg er fortrøstningsfuld. På torsdag skal vi holde møde med en del af de involverede og jeg regner med at vi der får lukket en del huller og får lagt en tidsplan frem til festivalens løber af stablen i den sidste uge af marts. Det er lige op omkring…

Så som I kan se er der nok at se til foruden alle de andre ting der hele tiden dukker op. Det bliver til uforudsigelige dage og mange forskellige indslag, og det er det der både gør min arbejdsdag spændende og frustrerende. Ingen billeder denne gang – jeg forholder mig til mit tørre og administrative überego og tror på at ordet taler for sig selv – sådan lige i dette tilfælde

Vi ses derude!

I dag har vi så haft besøg af hele tre studerende, som havde fået til opgave at skrive om børnekultur og jul, og hvorfor så ikke besøge Julemandens Værksted. I dag var Heidi og Malene på vagt og der var som sædvanlig en rigtig god stemning. Der er mange gengangere, og det er rigtigt godt, for så kender de vores arbejdsgange og kan hjælpe de nyankomne. Malene havde også sin mor med, som har været billedkunstlærer i rigtigt mange år, så det var dejligt at have en ekstra kompetent medhjælper.

Tørrebordet og tørresnoren vidner om mange timers kreativt arbejde og det er skønt at se, hvor produktive de unge mennesker er. Gid de kunne føre denne entusiasme videre til andre aspekter i deres liv.

I går aftes blev det lidt sent. Jeg kom til at sidde fast i fjernsynet – og tilmed på DR K (genudsendelseskanalen). Men de har nu lavet et par programmer til kanalen, og et af dem jeg faldt over var Kulturgeist, hvor emnet denne aften var den måde vi nu ser på børnekultur kontra da mor var barn. Værten i programmet tog udgangspunkt i sin egen barndom, hvor der ikke blev skelnet mellem børne og voksenkultur. Her hørte børnene det samme musik som forældrene og voksede op med Coltrane, Getz og Parker. Nu hører børnene børnemusik, som er specielt komponeret til lige netop denne målgruppe og synes det er for fedt.

Der er heller ikke det museum med respekt for sig selv, som ikke har et værksted tilknyttet med workshops for børn. Her satte værten spørgsmålstegn ved formen. Hvorfor skal børnene sidde og tegne og male i museets værksted, når de gør det alle mulige andre steder. Kan børne ikke forstå kunst gennem voksnes øjne uden at skulle sidde og tegne bagefter?

Jeg forstår godt hvad der hun prøver at sige, men jeg vil vende den om. Jeg synes nemlig der er mange ting ved børnekulturen, som er frigørende, og som kan lære voksne at lege mere og ikke lade sig styre af rammer, regler og forudindtagede holdninger. Hvorfor er det kun børnene som får mulighed for at udtrykke deres oplevelse af kunst gennem andre kunstarter som billedkunst for eksempel? Jeg satte mig en gang ind på Statens Museum for Kunsts børneværksted, og spurgte om jeg måtte være med til workshoppen selvom jeg ikke havde børn med. Værkstedslederen kiggede meget forvirret og desorienteret på mig – det havde hun vist ikke prøvet før – og mumlede lidt for sig selv inden hun blev enig med sig selv om, at det måtte jeg da gerne.

Og det var en rigtig fed workshop, hvor jeg ikke lod mig begrænse af ordet, men også kunne udtrykke mig visuelt. Her satte børnene dagsordenen, og der var ingen fortolkninger som var forkerte for alle havde haft forskellige oplevelser og ville gerne dele dem med hinanden, og det var rigtigt fedt. Der blev diskuteret og snakket, kigget over skulderen, kopieret og inspireret og alt sammen i en god atmosfære af accept og respekt.

Det kunne vi voksne godt lære noget af…

Ja, nu kører julemandens Værksted så på fjerde dag, og der er stadig god stemning. Jeg elsker at være i værkstedet, for der er så mange ting man kan lave, og nogle gange bliver det alt for meget med den overflod af materialer. Og der bliver virkelig produceret gaver på samlebånd, og så er det at jeg føler mig taget ved næsen – for for kun 30 kr. kan man altså nå at lave rigtig mange gaver i de tre timer værksteder har åbent, og jeg føler lidt at det er tyveri ved højlys dag – og tilmed helt lovligt.

Og tænk sig en gang, jeg har det godt med det og synes det er helt fantastisk at folk stadig sætter pris på at lave deres egne gaver. I dag talte jeg med Hasnain, som fortalte mig, at mange af de gaver han lavede sidste år stadig bliver brugt, og så er det da en succes. Han er totalt stolt af de ting han laver og glæder sig rigtigt meget til at give dem til hele sin familie. Der bliver gjort noget ud af det, og hver gang han er færdig med noget er han lige henne ved mig for at vise, hvor flot den nye produktion er blevet. Det gør mig glad og stolt, og så ved jeg at det jeg laver giver mening. Tyveri eller ej.

På en sølle uge blev udstillingen pillet ned (hvorfor tager det altid meget kortere tid at rive ned end at stille op….) og Julemandens Værksted blev etableret. Det er næsten ikke til at forstå at to så forskellige rum kan have været det samme sted, men det kan de altså.

Se bare her:

FØR

EFTER

Til hele omflytningsprocessen havde jeg fået krejlet hele 3 praktikanter ind til at hjælpe (ja, de ville jo selv, så hvorfor skulle jeg sige nej…) og det er gået rigtigt godt, selvom de vist synes det var ret hårdt at skulle slæbe så meget frem og tilbage og op og ned ad trapperne, men en kommunal kulturmedarbejders arbejdsopgaver er mangfoldige og alsidige (det er da vist de gode plusord jeg har fundet frem der…).

Men det gik, og nu har der allerede været en del glade børn og forældre på besøg for at lave deres julegaver. Vi har virkelig fået skabt en god ramme for det kreative værksted, og jeg fornemmer at de der kommer hygger sig med at lave ting sammen. For her har børnene lige så meget at skulle have sagt som de voksne, og det ligestiller os så dejligt, for det er som oftest børnene der har den bedste idé og fantasi, og så er det bare med som voksen at hænge på, hvis man vil være med i den skabende proces.

Så i de næste tre uger skal vi bare tonse løs og lave fantastiske og fantasifulde julegaver. Vi er allerede godt begyndt!