11. januar 2011 af Maria Suh
Så er ferien (14 dage i Burma!!) overstået og jeg er frisk tilbage på pinden. Dagen startede med 187 mails i indbakken, og der er stadig en del med røde opfølgningsflag, som jeg må kigge på lidt senere på ugen.
Foråret 2011 byder på nye udfordringer og gamle kendinge. Jeg har fået at vide, at de lokaler jeg i efteråret har brugt til børneudstilling og Julemandens Værksted på Lyrskovgade 4, 1. sal ikke er så sikre, som jeg gik og troede, da det er noget med Københavns Ejendomme og husleje og sådan noget utroligt træls og praktisk og administrativt, som jeg overhovedet ikke bryder mig om at forholde mig til. Indtil videre arbejder jeg dog som om intet var hændt og glæder mig til den næste udstilling, som kommer i huset i morgen.
Monica Langelund, som jeg tidligere har omtalt som en meget klog kvinde, der blandt andet blogger om børnekultur, kommer med en udstilling hun og hendes mand har lavet, som har turneret rundt i Danmark og nu havde destination af deres kælder indtil jeg fik fingrene i den. Jeg er meget spændt på at se den og finde ud af, hvad vi kan lave med den.
Der ud over arbejder jeg sammen med Eva Wendelboe, som er scenograf og stifter af Børnenes Museum, omkring en ny udstilling. Eva lavede den fantastiske installation med masser af mus under vores Her Bor Jeg udstilling, så jeg ser meget frem til at se hvad det hele ender med. Først er der dog alt det kedelige arbejde med projektbeskrivelse, fundraising og sådanne administrative finurligheder, som vi kulturmedarbejdere elsker over alt i verden.
Så er der Børnekulturfestivalen i vinterferien, som vores børnebibliotekarer står som tovholdere på i år. Temaet er Laboratorium og vi skal lave en masse eksperimenter med mad, hvilket jeg personligt glæder mig meget til, da jeg jo holder rigtigt meget af mad – også hvis man må kaste med det eller male med det eller sådan noget stads. Så husk at kigge efter programmet om et par uger og kig forbi. Det skal nok blive sjovt!
Før juleferien forlod min dejlige kommunikationspraktikant Astrid mig et godt stykke arbejde med at få afdækket børnehaver og skolers behov for kulturel sparring og samling på Vesterbro. Det arbejde vil jeg meget gerne arbejde videre med, for det viste sig, at mange gerne ville være en del af netværket og gerne ville have mere inspiration og flere kulturelle tilbud, så jeg håber virkelig at tiden rækker til det. Indtil videre starter jeg med at deltage i en speed dating på Vesterbro Ny Skole, som hvert år inviterer forskellige institutioner på Vesterbro til at komme og fortælle lærere og pædagoger hvad de laver og hvad de tilbyder. Spændende og meget godt initiativ!
Og så kører vores sjove søndage igen – dog med en lidt uheldig start med en aflysning som ikke blev helt kommunikeret frem til de fremmødte, men jeg håber virkelig ikke de fremmødte blev het skræmt væk, men stadig har mod på at komme til fremtidige arrangementer. Jeg arbejder stadig på at afklare hvor det gik galt henne.
Den populære Rytmik Grete har nu måttet se realiteterne i øjnene og har besluttet at den eneste måde at komme til hægterne igen er at holde en god lang pause, og defor har hun nu aflyst alle sine hold her på Vesterbro. Det er jeg meget ked af. Ikke mindst er hun en meget populær underviser, men hun er også en dejlig kvinde, som jeg holder meget af. Jeg håber virkelig at den lange pause kan give hende stemmen tilbage så hun kan komme tilbage til sit rette element og glæde endnu flere børn og forældre. De er jo totalt vilde med hende!
I mellemtiden arbejder jeg så på at finde en vikar til onsdagsholdene og håber vi kan få dem op at stå alligevel.
Og så venter Copenhagen Puppet Festival 2011 forude. Det er en af de arbejdsopgaver, som ikke er en del af det børnekulturelle område, men stadig en del af mine arbejdsopgaver. Fra jeg startede mit job for snart 5 år siden her på Vesterbro blev jeg introduceret til dukketeater for både børn og voksne og efter et par mindre festivaler er der nu kommet to festivaler ud af det; Copenhagen Puppet Festival for voksne og Puppet Junior for børn. I år er det så de voksnes tur til at få kunst for sjælen og som en del af arrangørgruppen er jeg meget spændt på, hvordan det skal forløbe. Indtil videre går det rigtigt godt og jeg er fortrøstningsfuld. På torsdag skal vi holde møde med en del af de involverede og jeg regner med at vi der får lukket en del huller og får lagt en tidsplan frem til festivalens løber af stablen i den sidste uge af marts. Det er lige op omkring…
Så som I kan se er der nok at se til foruden alle de andre ting der hele tiden dukker op. Det bliver til uforudsigelige dage og mange forskellige indslag, og det er det der både gør min arbejdsdag spændende og frustrerende. Ingen billeder denne gang – jeg forholder mig til mit tørre og administrative überego og tror på at ordet taler for sig selv – sådan lige i dette tilfælde
Vi ses derude!