Dukketeater

Som udgangspunkt er jeg ansat til at lave børnekultur, men fra jeg startede mit job i Børnekulturstedet er jeg blevet mere og mere revet med af dukketeaterbølgen. Kultur Vesterbro har nu for anden gang afholdt Copenhagen Puppet Festival, som er en festival for voksne, og skal til næste år for første gang lancere Puppet Junior som er en ny udgave af det der før hed Fokus på Dukketeater, en mindre festival for børn og deres familier i alle lige år.

I takt med at vi har fået sat festivalen på verdenskortet bliver vi nu inviteret til at deltage på festivaler, bliver indbudt til forestillinger og får tilsendt masser af materiale fra en masse teatre, der gerne vil optræde. Det hele er meget spændende og jeg har virkelig fået smag for mediet.
Det der fascinerer mig er virkemidlet – dukken eller objektet som gør at alt er muligt. Og vi som publikum accepterer at det er muligt. På vores sidste festival mødte vi blandt andet blikkenslageren Bud, som forestillede sig at være en superhelt når han arbejdede og vi accepterede at han både kunne flyve og dykke flere minutter i mange kilometers dybde – selvom vi (inderst inde) vidste at han var en 10 cm høj dukke, som blev ført af tre dukkeførere.
Samtidig kan dukken også bruges til at distancere os fra svære emner som døden. I børneteaterforestillingen “I Bertrams hjerte” bruger de dukken og animationer til at fortælle om Bertram, der har mistet sin mor og nu prøver at få det hele til at hænge sammen. På en eller anden måde er det nemmere at forholde sig til en dukke og snakke om emnet ud fra det – selvom vi udemærket ved at dukken symboliserer mennesket.

Dansk Børneteater har en stor tradition indenfor dukketeater og der er mange dygtige teatre og gode forestillinger. Derfor har det også været interessant for mig at komme lidt ud i Europa for at se hvordan andre landes traditioner er.
I løbet af august har jeg været afsted to gange. Først tog jeg til Edinburgh hvor jeg var til Edinburgh Fringe Festival – en kæmpe festival med upcoming kunst fra teater, comedy, performance og musik. Hele byen sydede af gode kunstnertyper – i stærk kontrast til den anden festival der løb af stablen på samme tid; Edinburgh Tattoo Festival (militærorkestre). Meget sjov kombination.

Jeg så ikke så meget dukketeater for børn, men det jeg så var en meget blandet oplevelse fra en amatørspiller, som nok burde have arbejdet et par måneder mere med sit materiale inden hun gik på scenen til hvad jeg synes er meget typisk for det britiske dukketeater jeg har set; en god fortælling med en lidt mørk scenografi og dejlig dukkeføring.

Efter Edinburgh tog jeg til Bulgarien. I bulgarien er der mange faste, etablerede teatre, der udelukkende arbejder med dukketeater, hvilket jo er en helt anden verden end her i det nordlige Europa. Teatrene forpligter sig så på at spille skoleforestillinger, så hver enkelt skolebarn møder dukketeater mindst 2 gange om året. Det er jo helt fantastisk. Tænk hvis det kunne lade sig gøre i Danmark…
Men hvad angår kvaliteten af forestillingerne var jeg ikke imponeret. Desværre var alle børneforestillingerne på bulgarsk, så jeg blev virkelig nødt til at være opmærksom på dukkeføringen og den visuelle handling – og den var der desværre ikke meget af. Til gengæld var der megen tale og det var en skam, for det var ikke nogen stor oplevelse. Heldigvis var der nogle stykker, der eksperimenterede lidt med mediet og scenografien, men desværre var de fleste meget statiske.

Så mine to festivaler var ikke så udbytterige som jeg havde håbet, men det er altid sundt at komme lidt ud og se hvad der rører sig, og ikke mindst snakke med andre arrangører, dukkeførere og andre dukketeaterentusiaster for på den måde at lade sig inspirere og blive udfordret.

Tak til min arbejdsplads der synes det også er vigtigt for medarbejderne at komme ud og blive inspireret og kan de nytten af det. Jeg håber der er flere steder der vil støtte op omkring den slags studieture.