Phoebe eller Rachel?

Jeg så et afsnit af ”Venner” i fjernsynet forleden, hvor Rachel ikke ville løbe med Phoebe i parken, fordi hun hele tiden flagrede rundt med sine arme og løb gakket. Det gik ikke for det var jo pinligt. Hvad mon folk ville tænke om hende. Phoebes svar var, at det var motivationen for at løbe, for ellers var det da dødkedeligt bare at løbe rundt. Nej, hun tænkte på da hun var barn og løb rundt og eksperimenterede med sine bevægelser og på de mest utænkelige måder at bruge sin krop på.
Se, nu kan selv jeg ikke finde på en gyldig grund til ikke at løbe. Jeg har altid syntes at det at løbe var helt forfærdeligt og kedeligt. Jeg fandt aldrig den indre ro selvom jeg løb meget og langt som ung. Havde jeg tænkt på at løbe gakket tror jeg, at jeg havde fået meget mere ud af mine ture – og tilmed havde brugt mine smilemuskler noget mere.
Bliver det sådan, at vi voksne mere er Rachel end Phoebe? At vores kreative udfoldelser bliver mere Rachel-agtige, og selv med en spirende Phoebe indeni os sker det alt for ofte, at Rachel vinder i kampen om at bevare sin voksne attitude. Er der nogen der vil med ud at løbe?